Julie Krogstad

I 10 år rejste Julie Krogstad verden rundt som model.

- Tiden som model var egentlig ret ensom, men også interessant fordi man som ung færdes i en voksenverden. Man kommer helt tæt på utrolig kreative og dygtige mennesker, som brænder for deres job og hvor jagten på det perfekte foto, til tider føltes som kampen om liv eller død.
Som rejsende model, oplever man de smukkeste steder på jorden, og i glimt kan man få et sjældent indblik andre kulturer. I denne tid af mit liv, har jeg samlet utrolig meget inspiration, som jeg stadig bruger i dag.


I år 2000 valgte Julie at slå sig ned i Danmark, og sammen med veninden Mette Skjærbæk at starte interiør virksomheden Karmameju.

- Karmameju var i starten en ideologi om et ubegrænset kreativt forum, hvor alle kreative tanker og ideer skulle have plads. Det var utrolig sjovt og udfordrende, måske også lidt højt flyvende, men vi kunne slet ikke lade være. Efter nogen tid på kreative vinger, blev vi mere forretnings orienterede og begyndte at stykke Karmameju sammen, som det ligner dag: en interiørvirksomhed med smukke og rene linjer. At starte egen virksomhed har givet mig en stor erfaring i alt fra produktudvikling, PR, daglig drift og til menneskelig psykologi, ledelse og smart networking.


Efter 8 års samarbejde valgte Julie at trække sig fra firmaet.

- Jeg trængte til noget luft. Noget tid til at tænke mig grundigt om, uden nogen til at hive mig i en given retning. Det var helt vildt at trække stikket og pludselig stå på egne ben igen. Karmameju havde været min fortid, fremtid og min drøm indtil da. Men det var også berusende og meget livsbekræftende at gå fra noget, som ikke fungerede for mig mere. Jeg kan huske at kigge op i himmelen og tænke: Så er der frit valg på alle hylder. Det var selvfølgelig en illusion, men sådan har jeg det faktisk stadig, det er nok sådan jeg er skabt som menneske. The sky is the limit.


I år 2009 var beslutningen taget. Ny virksomhed ved navn yayform som kun beskæftiger sig med ideen og selve designet. Produktet er: salg af industrielt design til andre og større virksomheder.

- Jeg har haft rigtig god tid til at tænke mig om. Jeg har været i stort set alle yderkroge af mine drømme og begrænsninger. Helt ærligt har det været både skønt og skræmmende, og jeg ville aldrig være det foruden. Jeg er et kreativt menneske og det har jeg valgt at være tro mod. Design og ide udvikling er det jeg er god til, jeg kan slet ikke lade være med at tænke nye former og elsker simpelthen at fordybe mig i detaljen.


Julies ideologi og inspiration

- Hverdagen og mennesker er min store inspiration.
Brugsgenstande der pludselig får identitet, en smuk form. Et enkelt udtryk og en behagelig overflade. Design for mig er at tage udgangspunkt i funktion. Som regel ingen form uden funktion. Hverdagen er en inspiration, hvad mangler vi? Hvorfor er denne dingenot så klodset udført? Det kan jeg gøre bedre. I designprocessen har jeg tre kodeord, jeg altid forholder mig til: form, funktion og farve.